Verdensbillede


I har sikkert lagt mærke til, at det blanke på en cd eller dvd skinner i alle regnbuens farver. Hvordan kan det være, når for eksempel et spejl ikke bryder lyset i regnbuens farver? Måske har det slet ikke noget med “blankheden” at gøre?

Selv om en cd ser blank ud, er den faktisk ujævn om end på meget lille skala. Ligesom en gammel lp-grammofonplade har cd’en riller med bump. Rillerne virker som et optisk gitter, der spreder lyset, alt efter hvilken bølgelængde, lyset har. Vi kalder det for et refleksionsgitter, da cd’en er blank, og lyset reflekteres.

Lys, som rammer en cd, bliver således både reflekteret og spredt. Da spredningsvinklen afhænger af lysets bølgelængde, bliver de enkelte farver synlige. For at lyset fra cd’ens overflade kan ramme øjet, må vinklen være lidt forskellig, alt efter hvor på cd’en, lyset kommer fra. Dette kan vi kalde synsvinklen.

Praxis Forlag A/S, Vognmagergade 7, 5. sal • DK-1148 • København K • Tlf: +45 89 88 26 72 • Email: info@praxis.dk • CVR 41280921
Egmont